Tirsdag i Kolding

  • 0
  • 1
  • 2
  • 3

I går tirsdag var det fridag fra arbejdet, og hvad bedre kan man bruge sådan en dag på, end at tage ud at fiske. Jeg havde aftalt med Jesper fra Kolding at vi skulle tage en tur sammen, han holder fri hver tirsdag, så vi havde hele dagen foran os.

Vi havde snakket om forskellige søer vi kunne prøve, Skanderborg mente vi var for usikker med om der var fisk, og det blæste en halv pelikan, så bølgerne gik nok højt. Det samme var nok tilfældet i Jels søerne. Så vi valgte Marienlund inde i Kolding By, den ligger dejligt i læ, så der kunne vi fint sætte os.

Efter at have tømt den lokale bager for wienerbrød, ankom vi til søen. Vi fandt os 2 fine pladser, hvor vi kunne sætte og snakke om verdens situationen. Vi aftalte at pakke 5 og 6 meter pole ud, jeg riggede et 2 gr og et 3 gr op på mine stænger, da der var relativt dybt. Jesper startede godt ud med at fange 5-6 skaller og jeg sad bare og kiggede. Men efter 20 minutters tid, begyndte der at komme en del fine skimmers ind på vores pladser. Og så begyndte jeg også at fange fisk, det fortsatte jævnt i løbet af dagen, og efter 4 timer mente vi det var på tide at pakke. Jesper endte på 10 kg fisk og jeg endte på 17,5 kg, så det var bare en super god tur.

Så gik turen videre til Jespers lokale lille karpe dam. Jeg havde hørt rygter om at det skulle være super fedt fiskeri, så jeg var meget spændt. Vi valgte at placere os på den samme stand plads, da der ikke er så mange muligheder i søen. Denne gang valgte vi TAP på 8,5 meter, min med en kraftig solid elastik, Jesper valgte en 3 meters hollow elastik. Vi fik fodret op med lidt pellets og majs, og der gik ikke længe før Jesper havde den første karpe. Den gik fuldstændig amok og svømmede bare afsted der ud af, men Jesper havde prøvet det før så der var godt styr på det, og ind kom en fin skælkarpe på omkring 2,5 kg.

Jesper fik strammet sin elastik lidt op, så fisken ikke behøvede at se hele søen, han fangede en karpe mere inden jeg fik den første karpe. Det var bare super fedt action at få prøvet min karpe Take-a-part for første gang, til det den er lavet til. Alle fiskene i søen er omkring de 2,5 kg, men der er også hybrider på mellem et halvt til et helt kilo. Sådan en fik jeg kroget efter min første karpe, og mens jeg står og fight´er hybriden inde foran kommer der bare en kæmpe gedde og hugger på hybriden. Så er vi helt oppe at køre, det var for sindsygt at en gedde hugger på en fisk på næsten et kilo. Efter 5 minutters fight slipper gedden dog fisken og jeg netter hybriden.

Vi når at fiske et par timer, og Jesper gir den gas, han ender på 7 karper med den største på 2,8 kg. Jeg må tage til takke med 3 karper og 2 hybrider, men stadigvæk en super fed tur med nogle store karper. Vi når at pakke sammen inden der kommer et kæmpe skybrud på en dag hvor vejret ikke var med os. Tak til Jesper for en super dag i Kolding området.

4 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.