IAM 2010 – Den fulde historie

Vi var endnu engang 2 danske hold tilmeldt til IAM i silokanalen ved Brandenburg i Tyskland. Det ene hold, Team Danmark, bestod af Stig Thomsen, Mark Holmboe og Torben Kay fra OSK, med Ulrik Møller og Bjarne Johansen fra Team Browning til at gøre det komplet. De havde Karina og Anders med som runners. Det andet hold, Team Preston Denmark, bestod af Rikard Jensen, Simon Jensen, Kim Thomsen, Ole Haugnes og Peter Larsen, godt hjulpet af 4 ivrige runners, Peter Schytt, Casper Kærgaard, Claus Jakobsen og Bo Pedersen.

I modsætning til de tidligere år havde holdene i år booket feriehuse tæt ved kanalen, da det efterhånden var for dyrt med hotel, specielt fordi vi var der så lang tid, og fordi vi var så mange mand afsted.

Team Preston ankom til Brandenburg lørdag morgen ugen inden konkurrencen. Ideen var at se Shimano Cup der blev fisket samme sted som IAM, og derved måske lure et par tricks. Rikard, Simon og Peter Schytt var de første der ankom, og i løbet af ugen kom der flere og flere fiskere til. Team Denmark ankom mandag eftermiddag.

Shimano Cuppen viste os at fiskeriet var usædvanligt trægt for silokanalen, det var faktisk kun D-sektionen der fiskede op til normalen, alle øvrige sektioner havde meget lavere vægte end normalt, og værst så det ud i A-sektionen, hvor der blev uddelt nulbonner på stribe. Det var ikke fordi fiskerne var dårlige, dem med tomt keepnet talte bl.a. nuværende europamester Alan Scotthorne og den hollandske landsholdsfisker Christian Surquin. Vi talte også med 2 svenskere, der var taget ned for at prøve fiskeriet i Silokanalen, og de klarede sig ok, i hvert fald når man tager den hårde konkurrence i silokanalen i betragtning. De sad heldigvis ikke i de værste områder, og fangede derfor lidt fisk.

Shimano Cup blev vundet af Lutz Weissig, en rigtig dygtig tysk landsholdsfisker, og han viste hvordan fiskeriet skulle gribes an. Vejret var rigtig skidt, med blæst, regn og kulde, faktisk blæste det så meget at der på rygtebasis blev talt om 30 knækkede TAPs pga. vinden. Vi så bl.a. en unavngiven tysker knække led nr. 6, 4 og 3 samtidigt. Han valgte så at pakke umiddelbart efter dette.

Mandag var det så tid til at vi skulle fiske. Vi vidste fra dagen før at det bedste fiskeri var på det stræk der ville blive C-sektionen til IAM, og valgte derfor at få strukket elastikkene blidt netop her. Udover os trænede Team Timar Mix fra Ungarn på samme stræk. Rigtigt dygtige fiskere, som da også fangede godt med fisk. Vejret var blevet markant bedre, så det var 7 storsmilende Team Preston fiskere der satte sig til rette på boksene. Fiskeriet var som forventet, og efter en lidt tøvende start, så sad alle kort tid efter og fangede brasen og skaller i en strid strøm. Pga. de tyske regler måtte vi ikke bruge keepnet, så fiskene blev sat direkte tilbage. Derfor har vi ingen vægte, kun tal for hvor mange fisk hver især havde fanget, og dagens topscorer var Simon med 37 brasen. Resten lå dog lige i hælene på ham, så alle var godt tilfredse med dagens fiskeri.

Tirsdag rykkede vi til en ny sektion som ikke har været med tidligere, E-sektionen. Rygterne gik på mange fisk, dog ikke hvilke, så det tydede også på noget lækkert fiskeri. Området så ud til at blive brugt flittigt af tyske hundeluftere, så der skulle lige fjernes lidt lort inden vi kunne komme til at fiske. Vi startede alle på 13m TAP, men pga. høj vandstand i kanalen var det svært at nå ud over sten-dæmningen, med bundhug til følge, så derfor gik flere af os ud på bolo, og havde her et rigtig fint fiskeri efter store skaller. Dagens topscorer må blive delt mellem Peter Schytt og Peter Larsen, der fra de to nedstrøms pladser havde en gylden sidste time, hvor fiskene bare stod klar på 13m banen.

Vi kunne ikke blive ved med at undgå gyser-sektionen fra Shimano Cuppen, så onsdag besluttede vi os for at fiske A-sektionen, selvom rygterne gik på få eller ingen fisk til dem der trods alt fiskede her. Vi fandt da også hurtigt ud af at at 13m banen ikke gav nogen fisk overhovedet, så enden på det hele blev at alle mand stod og fiskede bolognese på forskellige længder. Til de 7 mand måtte vi denne dag nøjes med 4 fisk, fordelt på 1 brasen til Simon, 1 brasen til Ole og 1 brasen og 1 skalle til Kim. Dagens mand i skysovs: Kim Thomsen. Der var dog fisk i kanalen, hvilket blev demonstreret af to mand fra Team Mosella, der satte sig nedstrøms for Peter Schytt, de fangede mere eller mindre fisk efter behag på bolo, og det viste os at vi stadig havde meget at lære om dette fiskeri.

Torsdag var dagen for den officielle træning, og vi krydsede fingre for at vi ikke trak i en sektion vi allerede havde trænet, og det lykkedes da også at trække boks 18, en af de sidste bokse i B-sektionen, hvilket var rigtig godt. Vi havde taget ved lære af de foregående dages fiskeri, og var derfor klar fra start på både bolo og 13m banen, og det lykkedes da også at give de omkringliggende bokse en lektion i hvordan man fisker bolognese lige på den anden side af 13m banen. Alle mand havde godt med fisk, men ingen kunne overgå Peter Schytt der havde anslået 15 kg skaller, fanget på både bolo og TAP. Flere hold var forbi for at se Schytt’s show, og der var vist ingen andre i B-sektionen denne dag der kunne fremvise en højere vægt.

Fredag var konkurrencedag, og lodtrækningen havde maget sig således. Ole i A-sektionen, Peter Larsen i B, Rikard i C, Kim i D og Simon i E. I år var der 47 deltagende hold, ny deltagerrekord, og lidt hurtig hovedregning siger 235 deltagere, en af de største konkurrencer i Europa. Ingen af lodtrækningerne var noget specielt, og det er også kun sjældendt nødvendigt i Silokanalen, da sektionerne som regel ikke bliver vundet fra kanterne. Jeg sad denne dag ved siden af en mand fra Maver Østrig og en fra Team Sensas. Fiskeriet i C-sektionen var egentlig ok, men jeg havde svært ved at følge mine sidemænds tempo på 13m banen, de fangede ganske enkelt fiskene hurtigere end jeg. Jeg kunne kompensere lidt for dette, ved at fange lidt større fisk, bl.a. et par skaller over 500g, så jeg var bagefter men ikke alt for meget. Fiskeriet døde efter en times tid ud på 13m og det var tid til at gå ud på bolo. Her viste min sidemand fra Team Sensas hvordan det skulle gøres: 40m ud med et 15g boloflåd, og så ellers bare fanger både store skaller og brasen. Vi havde alle problemer med at styre boloen på så lang afstand, men vi var jo nødt til at prøve, for at forsøge at holde trit. Det lykkedes kun delvist, dog nåede jeg at få en enkelt lille brasen, og lidt skaller. Samlet kunne jeg indveje lige over 3 kg, hvilket rakte til en plads som nr. 13 i sektionen. Ulrik fra Team Danmark havde få hundrede gram mindre, og blev nr. 14. I de øvrige sektioner havde både Ole og Stig tomt net i A-sektionen, hvilket ikke var godt, dog var der mange der led denne skæbne. I B-sektionen blev Peter Larsen næsten sidst, mens Bjarne klarede sig lidt bedre. I D-sektionen var det også gået skidt for både Kim og Torben, de have som jeg og ulrik også problemer med bolofiskeriet. I E-sektionen stod Mark for dagens lyspunkt med en 7. plads, mens Simon blev nr. 16. Det var iøvrigt Simon og Mark der havde de højeste vægte denne dag for danskerne.

For hold var det ikke gået godt, da Team Danmark lå nr. 40, mens Team Preston lå nr. 43, ud af 47 🙁

Lørdag blev posen rystet igen, og i A-sektionen sad Ulrik og Rikard, i B var det Simon og Mark, mens Peter og Stig sad i C. Der var genvalg til Torben og Kim i D-sektionen, og endelig var det Bjarne og Ole i E-sektionen. Heldigvis var fiskeriet i A-sektionen ikke så dårligt som første dag, så efter en times tid havde jeg 6 fisk i nettet, alt fanget på bolo langt ude (jeg havde altså lært lidt af fredagens lektion). I de følgende timer fik jeg rimelig konstant fisk i nettet, og jeg begyndte at trække fra mine sidemænd, primært fordi mine fisk var en del større end deres. Alt blev fanget på 7-8 blodorm på en 14’er krog, og der er sku en særlig tilfredsstillelse ved at fange rigtig godt på en ny metode og hive lige over 4 kg skaller hjem. Det rakte denne dag til en 8. plads, kun 18g fra en 7. plads som gik til Ulrik, der altså fik udlignet i vores interne dyst. I B-sektionen havde Simon haft en god start, men kunne ikke helt holde kadancen da fiskene skulle fanges på bolo, så han måtte nøjes med 9 point, hvilket dog stadig var rigtig flot. I C-sektionen have Peter Larsen haft en fantomstart og havde mellem 5 og 7 kg anslået på den første time, herefter fik han dog svært ved at få flere fisk i nettet, og måtte nøjes med lidt over 9 kg fisk, hvilket dog var nok til en 6. plads i sektionen. Sådan! I D-sektionen var Kim stadig ikke helt tryg ved boloen, men han fisk dog lidt fisk i nettet til en 18. plads, en forbedring i forhold til fredag. Ole i E-sektionen kunne ikke helt udnytte en ellers ok lodtrækning, og måtte derfor komme tilbage med 22 point.

For hold havde Team Preston en god dag med 3 mand under 10 point, og det betød da også et gevaldigt løft i placeringen, da vi sluttede som nr. 37. Ikke helt hvor vi gerne ville være, men trods alt ok efter en dårlig fredag. Team Denmark faldt lidt tilbage om lørdagen og sluttede som nr. 43.

Vi havde endnu engang en kanon tur til Tyskland, i år med færre fisk, men lige så store udfordringer. Vi glæder os allerede til 2011!

6 replies
  1. superadmin
    superadmin says:

    Jeg har uploadet nogle billeder fra søndag, tak til Peter Schytt.

    Jeg bad Peter om at tage billeder hvor der skete noget, hvilket han virkelig også har gjort, der er nogle rigtig fede medebilleder imellem.

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.