Kold tur til Tyskland med stor overraskelse

    NY
  • 0
  • 1
  • 2
  • 3

Torsdag morgen kørte Bjarne ind i indkørslen, og vi skulle pakke bilen til den længe planlagte tur til Tyskland. Turen blev planlagt før nytår, hvor den tyske fiskejournalist Thomas Rimpl, inviterede os til at komme til Tyskland og vise hvordan vi fisker efter karper med take-a-part og method-feeder. Stedet er den lille by Leutershausen nær Nürnberg, hvor familien Ballheim har en stor fiskeforretning, ferielejligheder og et to søer med karper, maller mm. Der er mange fiskere i dette område, og der fiskes meget efter karper med det grove karpegrej – men der er ikke mange der kender til karpefiskeri med take-a-part. Fiskeforretningen skulle afholde fiskemesse lørdag, og denne dag skulle Bjarne og jeg vise hvordan man kan fiske karper med take-a-part. Nå men – vi pakkede bilen og kørte 900 km mod syd. Vi havde holdt godt øje med vejrudsigten de sidste 3 uger inden turen, og der var fint forårsvejr dernede. Men selvfølgelig skulle vi have vejromslag, og temperaturen faldt 10 grader om torsdagen. Sammen med temperaturfaldet faldt vores forventninger til karpernes bidelyst … Vi ankom til Leutershausen kl. 18, blev vist rundt ved søerne, fik nøgler til ferielejligheden og noget aftensmad, planlægning af de næste dages fiskeri, og så sove. Fredag formiddag skulle vi fiske efter store karper i ”Big fish – søen”. Thomas havde fodret med boilies og partikler på et par pladser i søen, og straks efter ankomst ved søen blev taklerne med diverse boilies og lækre sager smidt ud på foderpladserne. Søerne er kunstigt opdæmmede, dybde max. 1 meter, men selv om der ikke er dybt i disse søer, er der alligevel plads til karper over 20 kg, og maller over 2 meter. Da søerne er så lave, og vi fisker tæt på land, skal vi være stille på bredden, til gengæld er det muligt at se hvis der kommer store fisk på foderpladserne. Pga. det voldsomme temperaturfald har vi ikke de store forhåbninger om at se den store aktivitet af karper, og vi ser heller ikke tegn på karper der æder på pladserne. Efter en times fiskeri får jeg alligevel hug på den ene af mine karpestænger, og bidmelderen hyler lystigt. Jeg kroger fisken, og den tonser ud mod midten i søen – det her er bare en stor fisk! Fisken fighter og svømmer rigtig tungt, og rusker voldsomt med hovedet. Efter 20 minutter nærmer den sig land, og pludselig viser en stor mallehale sig i overfladen. 10 minutter senere snupper Thomas fisken i underkæben, og midt smil får samme bredde som mallens mund – yes! Op på land med den store fisk – vi tager billeder og får længde og vægt på det store kræ: 146 cm og 24,5 kg. Fantastisk fight og begyndelse på vores tur. Vi ser ikke noget til de stor karper denne formiddag, og beslutter at flytte til modsatte side af søen. På den nye plads har Thomas også været flink at fode for os: Et fint tæppe af majs og partikelagn er spredt over pladserne, og her håber vi på kontakt med et par karper ”i mellemstørrelse” – de helt store fisk i søen kan vi ikke klare med det lettere grej vi vil fiske med på disse pladser. Det blæser ret kraftigt på denne side af søen, så jeg vælger at fiske med en 20 grams method-feeder på min nye Hybrid-feederstang. Bjarne er mere sej, og pakker take-a-parten ud i den kraftige vind. Vi fodrer begge med foderblandinger af Mussel Mix og Halibut BBQ, pellets og majs, og som agn majs, miniboilies, og maddiker. Eftermiddagens fiskeri går uden kontakt med karperne, men god aktivitet af pæne grå- og rudskaller op til ca. 400 gram. Fredag aften planlægger vi lørdagens fiskeri, vi finder fiskepladser i søen med de mindre karper, og resterne af forfoderet fra dagens fiskeri bliver brugt til opfordring. Lørdag står vi tidligt op for at bære grejet ned og reservere vores opfodrede pladser. Mens vi pakker ud, kommer flere fiskere til, og vi ser enkelte karper springe i søen. Vi pakker take-a-parte og method-feederstængerne ud, og omkring 8.30 er vi klar til at fiske. Samme foder som dagen før bliver forsigtigt cuppet ud på pladserne, og så håber vi på besøg af karper. Der er ikke ret mange skaller på pladserne, hvilket giver håb om fange lidt karper. Vi får nogle få skaller og et par mindre brasener, inden jeg endelig kroger den første karpe på take-a-parten. Karpen fræser godt rundt, og kommer i nettet efter et par minutter: Endelig – turens første karpe på lige godt 2 kg. Vi fisker videre på disse pladser indtil kl.15. Jeg får yderligere 3 mindre karper på take-a-parten og method-feeder, Bjarne må desværre nøjes med (trods alt, flotte) skaller. Kl. 15 pakkes grejet, og vi tager op i Thomas´ ferielejlighed til en kort pause med kage/kaffe. Herefter tilbage til søen med de store fisk – vi håber stadig på en stor karper. Ud med taklerne på de velkendte pladser, hvor vi fisker kl. 16-21 – uden et eneste nap. Vejrudsigten lover opklaring og frostvejr den kommende nat, så vi beslutter at droppe fiskeriet søndag morgen og få sovet nogle timer inden vi skal hjemad. Søndag morgen er det klart og minus 2 grader, ikke lige karpevejr. Bilen er klar til hjemturen 8.30, og 9 timer senere lander vi i Bellinge. Tak til Thomas Rimpl og Bjarne for en rigtig hyggelig tur, desværre uden storkarper på land, men det var hvad vi forventede med det omslag i vejret op til turen.

1 svar
  1. Jakob
    Jakob says:

    Det lyder som om i har haft en hyggelig tur med Thomas, han er også rigtig flink. Det er da en skam i ikke fik nogle karper med størelse på, men sikke en bifangst. Det er en stor en stor malle, men køn er sådan en jo ikke. Glæder mig til at høre mere om turen ved lejlighed.

    Jakob

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.