2. landsholdsudtagelse i Vidåen

  • 0
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10

Fredag d. 1. juni ankom de fleste af deltagerne til dette års 2. runde i landsholdsudtagelsen. Stedet var Vidåen ved Rudbøl, og mødestedet var for de fleste Rudbøl Camping, der ligger et godt feeder-kast fra selve åen. Der var denne gang ikke behov for at trække lod om sektionerne. Med kun 10 deltagere var der således kun en enkelt sektion, for første gang i mange år.

Fiskevandet, Vidåen, var også “nyt” i LU-sammenhæng, da det ikke har været brugt i næsten 10 år. Sidst det blev brugt var det med katastrofale resultater som følge, nemlig et hav af tomme net, og ikke videre inspirerende fiskeri.
Tiderne skifter dog, og vi havde i Team Preston fisket en del dernede i 2010 og 2011, og mente godt at vandet kunne bære en landsholdsudtagelse. Forudsætningerne for succes var dog at: 1) tidspunktet skulle være slutningen af maj/starten af juni og 2) der skulle være frit flådfiskeri.

Team Preston stillede med 7 mand denne gang, og vi boede på campingpladsen lige ved siden af åen, sammen med Stig Thomsen fra OSK (som beklageligvis stod listet som Team Preston-mand en uges tid her på siden. Vi undskylder og lover at kompensere på en eller anden måde, på et eller andet tidspunkt :). De sidste 2 deltagere, Casper Kærgaard og Jim Mellor boede på campingplads i Højer.

Lørdag morgen blev der pakket en del vogne på campingpladsen, og vi trillede derfra det korte stykke vej ned til åen. Andre tog den behagelige løsning og parkerede ved broen, og kørte det sidste stykke ned til pladserne.

Peter Larsen havde ryddet 11 pladser, og vi tog de 10 i brug. Pladserne var rimeligvis ens, dog var der en 2-3 pladser der krævede lange ben til platformen, for at komme ud til kanten af sivene. Fra de fleste pladser var dette dog muligt iført gummisko.

Lodtrækningen endte med at opstrøms kant, plads 10, blev besat af Morten Kirkegaard, Team Preston, mens Stig Thomsen, OSK fik plads 9. De efterfølgende pladser blev besat af Claus Jakobsen, Kim Thomsen, Jim Mellor, Simon Jensen, Ole Haugnes og Peter Larsen. De 2 nedstrøms pladser blev besat af hhv. Casper Kærgaard (plads 2) og Rikard Jensen, plads 1.

De fleste havde et godt billede af hvilke metoder der skulle i brug, og der blev typisk satset på 3 linier: en kort tap (top5-6) en lang tap (9,5m – 13m) og endelig bolo/match 15-25 meter ude. Enkelte havde også pakket løje-stængerne frem, eller alternativt en helt kort polestang til at rode efter småfisk inde i sivene. Foderet bestod for de fleste af et lidt fint strømvandsfoder, tilsat ler i forskellige typer og mængder. Gennemgående var foderet relativt mørkt og med forskellige partikler til at lokke fiskene ind på pladsen.

Kl. 10.50 blæste Peter Larsen heavy-bait igang, og det sædvanlige bombardement udeblev, da de fleste cuppede deres foder ud. Nogle startede forsigtigt, mens andre satsede lidt mere og fodrede hårdere fra start, men generelt blev der vist fodret mellem 2-3 og 15 kugler per linie.

Da fiskeriet startede kl. 11 gik de fleste ud på TAP, for at se om der stod en fisk eller to over fodringen. Det gjorde der flere steder, men generelt var starten sløv. Størst opsigt vakte Simon på plads 5, da han fik en brasen på 8-900g på den korte TAP fra plads 5. Så var han da igang… Andre havde enten nul fisk eller et par enkelte på dette tidspunkt.

Der begyndte først at ske noget for alvor, da man gik ud på distancen. Jeg fik selv et par gode flirer efter en times fiskeri på match-stangen, men også Peter Larsen fra plads 3 og Simon fra plads 5 fik fisk herude. Vi fik kun få meldinger fra den modsatte ende af sektionen, og det lød primært til at det var Morten på plads 10 man skulle holde øje med. Han havde fanget ok med fisk på TAP i den første time, men fiskeriet gik efterhånden koldt for ham.

På de lave numre udviklede det sig primært til en dyst mellem jeg selv på plads 1, og Peter Larsen på plads 3. Peter fik en brasen på 7-800g på matchstangen, og der skulle alligevel en del af de flirer jeg fik, til at opveje en af dem. Mange holdt fast i TAP, fordi de ikke kunne få fiskeriet igang på match, og ret skal være ret, det virkede til at der var lidt langt mellem snapsene på de høje numre. Dette galdt iøvrigt begge dage.

Med kort tid igen får Peter Larsen et godt hug på match, og han fighter roligt en brasen mod nettet. Hans tidstagere har dog forregnet sig lidt, for han havde faktisk lidt travlt. Det betød at alarmen på Peters ur gik af da hans brasen var få centimeter fra det ventende landingsnet. Fisken talte derfor ikke, og en ærgelig Peter måtte genudsætte fisken uden at få den vejet.

Ved indvejningen havde jeg 3,040 kg fra plads 1, en fangst primært bygget på flirer i en ok størrelse, krydret med enkelte skaller. Casper på plads 2 havde 914g, blandt andet fra en ok start på TAP-linien. Casper fik desværre ikke fiskeriet på match til at køre specielt godt, og han måtte nøjes med 2-3 fisk herude. Peter Larsens sene brasen betød at han ikke nåede højeste vægt, men måtte nøjes med 2,444 kg. Ole havde fra plads 4 57g, vistnok en aborre og en hork. Simon havde qua sin tidlige brasen også en fin vægt, og kunne indveje 2,008 kg. Herfra gik vægtene nedad, og kun Morten på plads 10 kunne hamle op med de lave numre, da han kunne hænge 1,224 kg på vægten.

Resultatet fra lørdag blev derfor:
1: Rikard Jensen, plads 1, 3,040 kg
2: Peter Larsen, plads 3, 2,444 kg
3: Simon Jensen, plads 5, 2,008 kg
4: Morten Kirkegaard, plads 10, 1,224 kg
5: Casper Kærgaard, plads 2, 0,914 kg

Samlet set var lørdagens fiskeri besværliggjort af en kraftig vind fra vest. De fleste kunne derfor ikke fiske TAP længere ude end 9,5 meter, og vinden havde også indflydelse på fiskeriet på distancen. Det var svært at styre for alle, og en del måtte give op herude. I forhold til det forventede landede vindervægten ret præcist på det vi havde talt om på forhånd i Team Preston, dog med en lavere snitvægt end ønsket/forventet.

For de fiskere der boede på Rudbøl Camping blev vognene læsset og trillet tilbage mod hytterne. Vi havde pludselig rigtig god tid til at snakke foder, agn og rigs, og der blev tunet slider-tackler til den store guldmedalje om aftenen. Aftensmaden blev for vores vedkommende indtaget på den gamle kro på den anden side af grænsen. Retten var wiener-schnitzler og kolde fra fad. Lækkert!

Vejret artede sig lidt bedre til søndagens fiskeri, da vinden lagde sig en smule, og der kom endda også lidt sol. Lodtrækningen blev udført efter de nye regler og de 4 kantfiskere fra dagen før, fik derfor lov til at trække pladser først. Jeg selv fik plads 5, hvilket jeg var ok tilfreds med, da simon dagen før havde vist at det var muligt at fange fisk her. Casper Kærgaard fik ligeledes en god lodtrækning, da han fik plads 3, hvor der også var fanget fisk dagen før. Stig Thomsen trak plads 8, en plads til venstre i forhold til dagen før, mens Morten Kirkegaard fik plads 7. Af andre pladser i midten, endte Ole på plads 6, mens Peter Larsen trak plads 4. Med til historien hører at Peter trak sidst begge dage, og begge dage var plads 1 tilbage i bunken, da næstsidste fisker trak lod. Kantpladsen gik dog til jeg selv om lørdagen, og Claus Jakobsen trak den om søndagen. Sur røv for Peter, men det skulle vise sig at han ikke skulle klage alligevel. Plads 2 blev besat af Kim Thomsen, mens Simon Jensen tog plads 9 med Jim Mellor på kantplads 10.

De fleste havde nok ændret en smule på taktikkerne i forhold til lørdag, da man nu var blevet en del klogere på fiskeriet. Meget talte for en mere sparsom fodring, pga. de få fisk, men omvendt var der også landet 3 brasen om lørdagen, så måske man skulle satse på dem?

Da starten gik var det stort set lige så sløvt som om lørdagen. Jeg fik selv 8 små skaller på TAP, og troede at jeg dermed havde fået en god start. En strukket elastik 2 pladser til venstre, hos Casper Kærgaard, viste at der var brasen i farvandet, og den gode start var pludselig reduceret til at være middelmådig, specielt da Casper kunne fortælle at det ikke var den første (!). Fisken var en god brasen omkring de 1,5 kg. Kort tid efter gjorde Kim Thomsen ham kunsten efter fra plads 2, og Kims brasen var nummret større, omkring 2,5 kg. Det stod klart at hvis man ville noget denne dag, så skulle man have fat i nogle brasen. Det lykkedes også for Ole Haugnes og Morten Kirkegaard, der fra plads 6 og 7 begge landede en brasen på TAP. Krisen var derfor kollosal for Peter Larsen og jeg, og vi valgte derfor at gå ud på match.

Det skulle vise sig at være en glimrende idé, for jeg fik relativt hurtigt en mindre brasen derude, og mens jeg var ved at lande nr. 2 fik også Peter Larsen brasen derude. Peter fik tilmed et godt hug lidt senere, og fisken kom kun langsomt ind til det ventende landingsnet. publikum gjorde store øjne, da en flot, flot hunbrasen på anslået 2,5 – 3 kg gled ind over netrammen. Peter landede fisken på en 0,10 forfang og en 18’er krog, og forfanget knak da han efterfølgende skulle vise hvor tyndt det var. Godt gået 🙂

Som timerne gik stod det klart at det igen var de lave numre der trak hovedparten af fiskene. Jeg havde sammen med Peter Larsen et ujævnt fiskeri efter primært brasen på distancen. Ujævnt fordi fiskene kom lidt i perioder, men vi kunne dog løbende lægge fisk i nettet. Casper havde på plads 3 ikke så meget succes på distancen, og han måtte se på kim thomsen fange fisk løbende fra plads 2. I den anden ende af sektionen var det endnu engang tungt, men det lykkedes da Simon Jensen at lande en ok brasen fra plads 9. Også denne fisk kom på match-distancen, mens dem der fiskede TAP måtte nøjes med sporadiske fisk.

Ved indvejningen stod det klart at Caspers gode start kun rakte til 2. pladsen, med 7,277 kg. Casper fik hovedparten af hans fisk de første 3 kvarter, så der har været god fart på :). Vinderen blev dog Peter Larsen, fra plads 4, der kunne indveje 8,95 kg, bl.a. takket været en flot brasen på hele 4,2 kg. Jeg tog mig selv af 3. pladsen med 4,542 foran Kim Thomsen fra plads 2 med 4,816 kg. Simon vandt dysten mod de andre fiskere der havde 1 brasen, og blev nr. 5 med 1,579 kg, kun 60 gram foran Morten Kirkegaard på 6. pladsen.

Fiskeriet var søndag noget bedre end lørdag, dog kun hvis man kunne fange en brasen eller to. Mængden af mindre fisk som flirer og skaller var mindre, hvilket kun gjorde brasnerne vigtigere. Der blev fanget ok med brasen på TAP i starten, men efter en times tid var fiskeriet for de flestes vedkommende koldt derinde. Det var derfor endnu engang en dyst ude på distancen, og der blev trods alt fanget en del fisk herude.

Samlet set var weekenden en succés, der var fisk til alle, og fiskeriet var lige en tand sværere end normalt, og derfor på papiret mere lig de forhold vi ser i udlandet. Om vi vender tilbage i 2013 afhænger af mange ting, men vi er i Team Preston i hvert fald ikke umulige at lokke 🙂

2 replies
  1. bingo fuel
    bingo fuel says:

    Resultat dag 2
    standplads / navn / vægt i kg / resultat

    1 / Claus Jacobsen / 0,367 / 9
    2 / Kim Thomsen / 3,816 / 4
    3 / Casper Kærgård / 7,277 / 2
    4 / Peter Larsen / 8,950 / 1
    5 / Rikard Jensen / 4,542 / 3
    6 / Ole Haugenes / 0,930 / 7
    7 / Morten Kirkegård / 1,514 / 6
    8 / Stig Thomsen / 0,200 / 10
    9 / Simon Jensen / 1,579 / 5
    10 / Jim Mellor / 0,591 / 8

    +Og fisken jeg sidder og smiler svagt over: En “ud-leget” hunbrasen på 4,2kg… lidt af en kæmpe

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.