Nicklas triumf

  • 0
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10
  • 11
  • 12
  • 13

Der var lagt op til DM-revanche, da 4. afdeling af klubmesterskabet i Sorø blev afviklet. Hele “guldholdet” fra Team Sorø blev budt op til kamp, af to Team Preston folk og en ny frisk ung mand fra Køge Mede Team. Til sidst var der to juniorer fra Sorø, som fuldendte feltet på ni mand. Seniorerne sad på et stræk, dog med lidt træer/buske imellem plads 3 og 4, så det var umuligt at se, hvad der foregik bagved disse. De to juniorer sad i den næste sektion for sig selv, så de ikke havde nogen til at trække fiskene fra sig.

På plads 1-3 sad 2 x Peter (Røssel + Machholdt) og Franz. Det blev noget af en debut til Røssel. Han var kørt den lange vej fra Nordsjælland, for at fange en masse fisk i sin første konkurrence, og så trækker han en plads ved siden af den regerende dobbelte danmarksmester Machholdt.

Peter Røssel fik dog den største fisk, nemlig en lille brun brasen, Machholdt fik flest fisk på dagen, men Franz (stående i vandet i bedste Peter Hansen stil) havde lige lidt mere vægt. Alle disse tre fiskede pole, men hvor det tidligere har været nemt at fange 200-300 skaller, var det denne dag svært at få gang i fiskene, og der blev skiftet flittigt mellem 4 og 7 meter pole.

Efter buskene sad de sidste fire seniorer. Her var det Steff der startede bedst, med en god aborre og lidt små brasen. Steff var ikke meget for at kalde dem for brasen, da de ikke var meget større end en god håndværkerhånd og sølvfarvede. Det skulle senere vise sig, at vi denne dag stort set kun fangede skimmers på 100-300 g., dog med undtagelse af juniorerne.

De få fisk gjorde at alle metoderne kom i brug. Bundmede/feeder blev forsøgt uden det store held, kort og lang pole med skiftende held, og en enkelt klovn (undertegnede) sad hele dagen med tap, fordi han synes det var sjovt. Ret hurtigt blev det en kamp mellem Steff og endnu en Peter (Larsen). De skiftedes til at fange et par skimmers, mens Benny ikke fik gang i noget, og undertegnede fik jævnt med fisk.

Benny var denne dag en meget venlig mand. Efter DM guldet var han så meget ovenpå, at han valgte at give os andre 3½ times forspring inden hans fodring for alvor virkede. Og så skal jeg lige love for at den virkede. I den sidste ½ time, var der konstant hug af skimmers. Han kunne lige nå at kaste ud og inden flåddet havde nået at stille sig, var der bid. I denne halve time rykkede Benny fra en sidsteplads til en tredjeplads, og det kunne være blevet til en førsteplads, hvis han havde haft lidt mere is i maven. Han smed i det sidste minut en 500 g. skimmers, da han forsøgte at løfte den ind i linen, i stedet for at lande den med fangstnettet.

I den næste sektion sad Laurits og Nicklas. De havde et jævnt fiskeri, med lidt større brasen på pole. Nicklas der var runner til senior DM, må have taget ved lære af de gamle, for denne dag fik han en flot sejr, foran Laurits og alle seniorerne. Derudover fangede han en lille gedde der var fejlkroget, og en gedde på 2 kg. der havde hugget rent.

Dagens flotteste resultat blev (juniorer):
Nr. 1, Nicklas Andersen 6,64 kg.
Nr. 2, Laurits Sloth 5,76 kg.

Og dagens (vigtige) DM revanche:
Nr. 1, Peter Larsen, Team Preston, 6,26 kg.
Nr. 2, Bo Pedersen, Team Preston, 5,94 kg.
Nr. 3, Benny Kristensen, Team Sorø, 5,86 kg.
Nr. 4, Franz Thomsen, Team Sorø, 5,06 kg.
Nr. 5, Peter Machholdt, Team Sorø, 4,80 kg.
Nr. 6, Steff Andersen, Team Sorø, 3,92 kg.
Nr. 7, Peter Røssel, Køge Mede Team, 1,58 kg.

Tak for endnu en hyggelig dag i dejligt vejr, med drillerier, men også deling af viden så vi alle kan blive bedre. Jeg håber ikke at resultatet har skræmt dig alt for meget Røssel, du var i hårdt selvskab og klarede det fint, håber at se dig igen til andre afdelinger af klubmesterskabet.

Bo P.

2 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.