Feriefisk.

  • 0
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4

Er lige kommet hjem efter årets sommerferie. Vi kørte i år til Frankrig og den gode gamle campingplads nær Paris, og herefter til Spanien – Costa Brave og camping ved kysten. Kunne nå at fiske 4 formiddage i søerne på campingpladsen i Frankrig. Der er godt nok strammet op på reglerne omkring fiskeriet: Intet nattefiskeri, man må først starte med at fiske kl. 8 om morgenen, 2 stænger i stedet for 3, og en ordentlig stigning i priserne (før omkring 200 kr. for en uge, nu ca. 1000 kr. for en uges dagfiskeri) osv. De fleste regler er egentlig OK – men det er lidt træls jeg først kunne starte fiskeriet kl. 8 – plejer at fiske 6-9 da fiskeriet er bedst her, og det passer fint med familien. Nå men jeg SKULLE jo fiske!! Prøvede mig frem med nogle af de agn jeg normalt har fanget på dernede, men fiskeriet var svært og jeg fik kun jævnt med fisk på eet tackel: 50 grams methodfeeder med 10 cm forfang og 10mm gul pop-up boilies. På method-feederen en blanding af Big Fish, Halibut BBQ, pellets og partikler. De 4 formiddage gav i alt 10 skæl- og spejlkarper på 6-8 kg, 2 stør på 4-5 kg, 2 græskarper op til 13,2 kg, og 24 brasener. Der var ikke nær så mange fiskere ved søerne som normalt – helt sikkert pga. de nye regler. Jeg så 2-3 stør blive fanget af andre fiskere, men ikke én eneste karpe – Jon Nørgaard fra vores klub var ved søerne sidste efterår og kunne berette om mange døde karper. Trist – for jeg har haft rigtig mange gode fisketure i søerne på vores ferier, håber der sættes en stak karper ud igen og fjernes nogle brasener. Efter Frankrig videre til Spanien – prøvede at mede lidt i en nærliggende flod “La Muga” men fik ingenting. Der blev fisket fra kysten, hvor jeg så en dame kæmpe med en ret stor fisk i lang tid inden den desværre røg af – den gad jeg godt have set, for hun så noget brugt ud efter fighten…

1 svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.