SC-Jubilæumstur til Stigs Sø

  • 0
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10
  • 11
  • 12
  • 13
  • 14
  • 15
  • 16
  • 17
  • 18
  • 19
  • 20
  • 21
  • 22

Sikke en weekend vi har haft. Lørdag og søndag stod den på jubilæumstur og inden den kunne begynde var det tid til årets femte afdeling af SC. Begge dele skulle foregå i Stigs Sø, som bare er ufatteligt lækker. At have sin egen sø, som tilmed er fyldt med fisk, må være rigtig lækkert.

Vi er i alle fald rigtig glade for at vi igen i år måtte låne søen.

Til lørdagens konkurrence blev vi 6 mand, og pladserne var fordelt mest rundt langs havesiden og to pladser lidt mere isoleret på højre side. Vi har før erfaret at de kan være en tand bedre, og det skulle også vise sig at holde stik, men man kan aldrig komme helt uden om ”favoritpladser”.

Det som var lidt interessant var dog, at alle mand havde forskellige taktikker. Dog var gengangeren pole, som de fleste havde rigget ud. TAP er gået lidt af mode, men hos Kærgaard og undertegnede fandt den alligevel en plads i taktikken.

Fiskeriet startede og efter kun 5 minutter kroger Kærgaard en suder  på 3m pole. Han får listet den i nettet efter en blodig kamp, og kan ånde lettet op. Ganske udmærket start.

Hos undertegnede og resten af feltet går det lidt mere slag i slag. Dog går der vel kun yderligere 2 min før jeg begynder at få nogle af søens mange små skimmers på 5m pole.

Efter ca. en halv time med kun små fisk sker der det at jeg får en brasen på selvsamme 5m pole, og derfra kigger jeg mig ikke tilbage. Jeg skifter til 13m fanger jævnt i en times tid, og der står de ”parallelparkeret”, som Kærgaard så rigtigt bemærkede kort inden, at han tog en lur bag sin boks i frustration.

Victor får derudover et par fine fisk på 18 m feeder, både en brasen og en suder. Dog fortæller han også efterfølgende, at det var ligesom de var der i større antal (grundet liners), men de tog ikke agnen. Han får også en god skimmer lige lidt før slut.

Dagens sjove detalje var at Kærgaard vågnede op til dåd og smuttede 2-3 gode skimmers i nettet hentet på tap’en og henviste dermed Victor til en tredjeplads. Det virkede generelt til at vi havde lidt bedre fisk at lege med, hvor de andre havde mange småfisk. Lindegaard var dog rigtig tæt på Victor, og kom på en fjerdeplads.

VINDERENS TIPS:

Jeg skal gøre det kort, da pladsen denne dag var suveræn.

Det jeg dog har lært, det er hvis man skal have de større fisk til at lege med, så føler jeg at distance er essentielt. Du får fiskene til at stille sig mere stabilt jo længere ud du fisker. Det passer også meget godt med at Victor fik et par gode fisk på feederen.

Samtidig er det utrolig vigtigt med agnvalg i Stigs Sø, da den største udfordring er at undgå skallerne. Det der virkede for mig var døde røde til skimmers, hvor man tager de få skaller med, som tager agnen på vej ned, men til gengæld får man hurtigt hug fra skimmersne, når agnen endelig når til bunden.

Majs var suverænt til de større fisk, men typisk for stor en agn til at skimmersne for alvor ville tage den der midt på dagen.

Efter dagens konkurrence stod den på grillmad og lodtrækning til nattens parmede. Vi var tre par, som blev og fiskede natten over, og det var mega hyggeligt! Selvom Casper og undertegnede efter en smule mobning af Ole og Oles myggespray blev nødt til at bide i det sure æble og spørge om vi måtte få noget. Det var ikke så gennemtænkt, for satan der var mange myg!!

Jeg nød også godt af at min makker havde tænkt på overnatning, ligesom Ole og Ole havde et fint telt med. Det havde Kasper og Victor dog ikke, men de havde også så mange fisk, at det vist gik alt sammen!

Nå men, efter en masse hygge og grillmad startede vi fiskeriet kl. 19 og efter planen skulle vi fiske hele natten igennem indtil kl. 11 dagen efter. Det startede relativt stille ud og hold TAP (Kærgaard og undertegnede) fik aftenens første suder, så det var fedt! Ganske stabil start.

Ole og Ole kørte en vild taktik, da de simpelthen bare gik efter antal fra starten og pløjede skaller ind i et tempo sjældent set. Victor og Kasper fiskede TAP og metodefeeder, men det skulle vise sig at metodefeederen var ekstremt deadly.

Solen forsvandt helt omkring 22:30 og derefter blev der fyret op for knæklysene og pandelamper. Ole og Ole lavede nærmest en lille ild-gang ud til pladsen. Helt romantisk.

Over natten gik der brasen i det for team Ole og Victor og Kasper havde et vanvittigt godt fiskeri på metodefeederen. Hvad der skete for Team Tap vides ikke, men de sov vist lidt i intervallet 01:00-03:30.

Det var lidt billedet der tegnede sig, men tilgengæld havde undertegnede og Kærgaard totalt styr på både snacks og lækker morgenmad med tilhørende cocio.

Da klokken nærmere sig 11 begyndte det spøjst nok at regne og der var ligesom om at weekendens slutning kom symbolsk tættere på, på samme måde som den danske sommer syntes at ”slutte” lige i det regnvejr ;).

Ved indvejningen blev det klart at metode-drengene vandt overlegent med over 40 kg! Ole og Ole havde gjort det respektabelt og sluttede på godt 24 kg. Sidste par faldt helt igennem og endte på 9,5 kg. Satans!

Tak for en lækker weekend drenge, og vi ses næste gang!

2 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.