Fiskeri med en polestang er nok en af de mest simple metoder inden for medefiskeri og derfor et oplagt sted at starte som begynder. Metoden kan dog også spille en stor rolle i konkurrencer, hvis fiskeriet er godt, og man skal fange adskillige fisk.

Man kan sige, at polefiskeri er den mest direkte metode indenfor medefiskeriet. Du har direkte kontakt til fisken efter tilslag og derfor er det kun stangens længde og bøjelighed du har til at kontrollere og fighte fisken.

Stangen består af kulfiber, glasfiber eller et blandingsmateriale udformet som teleskopiske rør, der forlænges til stangens fulde længde. De findes typisk i længder fra 1,5 m – 10 m.

Polestangen har en lille topconnector for enden, hvor linen monteres, typisk er det blot en løkke som fæstnes i connectoren og mekanismen låses ved at skubbe et lille stykke plastik foran åbningen, hvor løkken sættes på connectoren. Topconnectoren skal normalt limes på stangen, da de færreste polestænger kommer færdige med en connector monteret.

Når man fisker med en polestang, så har fisker man med et såkaldt poletackel, hvor man har påsat et flåd, der helt fundamentalt fungerer som bidindikator. Flådet har i toppen en antenne (rød/gul/sort), som tydeligt kan ses på vandoverfladen.

 

Poletacklet

 

Idéen med et poletackel er essentielt, at man gør det muligt at se, når fisken finder agnen, som er påsat krogen. Fisken tager agnen og flådets antenne går under. Flådet har en opdrift, som gør at det kan bære en hvis belastning. Flådene er præfabrikerede og findes i alverdens størrelser og former.

Lige kort, så består et flåd som nævnt af en antenne, krop og pind, som stabiliserer flådet. De tre dele af flådet findes ligeså i mange varianter og kombinationer med forskellige formål.

Hovedformålet med et poletackel er at afveje flådet, så det står lige præcis med antennen over vandet. Nogle gange kan fiskene bide forsigtigt til agnen, og derfor ønsker man at fjerne så meget af flådets opdrift som muligt, ved at afveje poletacklet korrekt.

Et klassisk poletackel består altså foruden flådet af hovedline (’main line’), en hovedbelastning (på billedet én olivette), droppers (mindre splithagl) og et krogforfang (’hooklink’). Formålet med opsætningen af belastningen er at skabe et roligt og naturligt fald, men det skal også påvirke flådet, når fisken tager krogen og agnen, således at man nemt kan se hugget.

(Skitsen er fortegnet, så afstanden mellem polespids og flåd ikke realistisk)

 

Her er det mere specifikt de små droppers, som hjælper fiskeren med at læse, om fisken har taget agnen.

Opsætningen med en hovedline og et krogforfang vil typisk betyde, at linen er en smule tyndere omkring krogen, hvilket gør opsætningen finere, og det betyder også, at hvis man sidder fast eller mister en stor fisk, så mister man kun krogen.

Generelt går det ud på, at jo finere line og krog man kan slippe af sted, jo mere fanger man.