Landsholdsudtagelse, 1.runde i Gudenåen
Opdateret: Nu med billeder fra lørdag, tak til Søren fra Kolding.
Flere billeder, denne gang fra Kenn fra Ishøj. Tak for det 🙂
Endnu flere billeder, denne gang fra Karina (OSK)
Vi var vist en hel del der havde set frem til årets første store slag, nemlig Landsholdsudtagelsen i Gudenåen d. 2-3 maj.
Mange havde valgt at køre til Randers allerede fredag, så vi kickstartede weekenden med at drive de stakkels ekspedienter på Jensens Bøfhus til vanvid, med 22 der skulle betale hver for sig… Hele aftenen gik med råhygge og lidt snak om de kommende dages fiskeri. Pga. antallet af deltagere (19 seniorer) skulle der fiskes på 2 stræk, et ved Vasen og et ved Stevnstrup.
Strækket ved Vasen ligger faktisk mellem kolonihaveforeningen Vasen og motorvejsbroen, men det er vist sidste gang vi kan bruge dette stræk, da området er ved at blive forberedt på oversvømmede enge, hvilket desværre betyder at vi i fremtiden næppe kan sidde hvor vi gør i dag.
Strækket ved Stevnstrup ligger lige ved det der populært kaldes “Grænlændersvinget”. Der var dog ingen grønlændere denne weekend, vi mødte kun en mand i en kajak, og han var pæredansk.
Træningen havde vist at der var en del store skaller ved Vasen, mens skallerne ved Stevnstrup var lidt mindre, til gengæld var der nok af dem. Vi vidste dog også godt at antallet af fiske var nedadgående, vi havde fanget mere hvis vi havde fisket for 3 uger siden.
Fredag aften trak vi lod til sektionerne, med A-sektionen ved Vasen og B-sektionen ved Stevnstrup.
A-sektionen:
Kim Thomsen (Sydvestjydsk)
Andreas Reinau (OSK)
Kasper Struck (KSF)
Peter Hansen (Team Browning)
Kenn Kristensen (ISK)
Thomas Voss (SFK)
Stig Thomsen (OSK)
Rikard Jensen (MLF)
Flemming Eriksen (ISK)
Mark Holmboe (OSK)
B-Sektionen:
Torben Kay (OSK)
Ole Haugnes (KSF)
Steen Christensen (NSF)
Peter Braasch (KSF)
Claus Jakobsen (SFK)
Ulrik Møller (Team Browning)
Jimmi W. Johansen (ISK)
Simon Jensen (MLF)
Bjarne Johansen (Team Browning)
Det var så meningen at alle i A-sektionen skulle sidde i B om søndagen, og omvendt. Alle juniorer sad i princippet i B, da de fiskede ved Stevnstrup begge dage.
Juniorer:
Viktor Schmidt (OSK)
Anders Gormsen (OSK)
Morten Jensen (OSK)
Peter Schytt (OSK)
Lørdag
Lørdag morgen kørte vi efter morgenmaden ud til vandene. De der ikke havde fugtet foder dagen før, fik det ordnet nu, og da alle var ude på pladserne var der faktisk 1,5 time til lodtrækningen. Dette blev der dog hurtigt gjort kål på, da man blev enige om at trække lod noget før, og så i stedet fælde lidt ekstra siv, så pladserne blev bedre.
Fiskeriet var som forventet/frygtet, nemlig ret svært, og det krævede således en del af fiskerne for at holde sig inde i kampen. Værst var dog nok Stevnstrup, hvor der var en del vægte under 1 kg, hvilket bestemt ikke var forventet. Vasen fiskede lidt bedre, men dog stadig med en vindervægt under 10 kg. Ved Stevnstrup var fiskeriet vendt 100% i forhold til sidste uge, da der kom brasner fra nedstrøms kant, og fiskerne på de sidste pladser havde derfor en del brasen, hvilket udgjorde hovedparten af deres vægt, og de brasen der blev fanget afgjorde alt i sektionen.
A-sektionen blev vundet af Mark Holmboe fra plads 10, mens Rikard Jensen (plads 8) og Kim Thomsen (plads 1) kom på de efterfølgende pladser.
B-sektionen blev vundet af Ulrik Møller fra plads 6, med Bjarne Johansen (plads 9) og Simon Jensen (plads 7) på de efterfølgende pladser.
Lørdag aften var der fællesspisning på Randers Vandrerhjem, hvor vi fik en yderst delikat oksesteg med flødekartofler og tilbehør. Virkelig lækkert. Forretten var også lækker, dog var den så lækker at der ikke var mere varmrøget laks da Ole Haugnes kom derop, så han måtte nøjes med bambussalat og brød.
Desserten var islagkager, og vi kan uden at fornærme nogen konstatere at der er en grund til at de ser ud som de gør 🙂
Søndag
Søndag morgen var der igen stor spændning ved lodtrækningen, de fleste foretrak nedstrøms ende af begge sektioner, men Vasen plejer at være ret uforudsigelig, og med brasnerne der var dukket op i Stevnstrup, var denne sektion også helt åben, dog foretrak de fleste pladserne ved nedstrøms kant.
Ved Stevnstrup startede fiskeriet roligt, med enkelte skaller og små-flirer, men efter en halv times tid trak Flemming på plads 1 (opstrøms kant mod juniorerne) den første brasen, og det skulle senere vise sig at der også var brasen hos juniorerne og på de lave numre hos seniorerne. Ingen kunne dog røre Kim Thomsen, der fra plads 8 gjorde rent bord med 7,5 kg. Nr. 2 blev Flemming Eriksen, ISK, med 4,51 kg. Nr. 3 blev Stig Thomsen, der med et mulehår (sådan et vejer ca. 10g) sneg sig foran Mark Holmboe.
I A-sektionen (Vasen) vandt Torben Kay med Simon Jensen på 2. pladsen og Bjarne Johansen på 3. pladsen.
Fiskeriet her var præget af en del flirer, og ikke de skaller vi havde fanget her for kun et par uger siden. Vindervægten på 6,5 kg var ikke fantastisk, til gengæld lå vægtene flot spredt over hele sektionen, og ikke blot på kanterne.
Samlet
Da det var en landsholdsudtagelse er der som sådan ingen vinder, og heller ingen præmier, udover æren. Bedste mand blev dog Kim Thomsen med 4 point på dagen, efterfulgt af Mark Holmboe, Bjarne Johansen og Simon Jensen med 5 point.
Fiskeriet var måske en smule under standard, til gengæld var fiskeriet tilpas svært, så der ikke var de store muligheder for at sætte autopiloten til og krane en masse fisk op til en sektionssejr. Brasnernes indtog ved Stevnstrup vendte fiskeriet her 100%, og det blev pludselig en nødvendighed at få fat i nogle af disse fisk, for at være med. Flirerne ved Vasen har heller ikke tidligere været så store i antal og størrelser som i denne gang.
Næste landsholdsudtagelse er i juni i Lammefjordskanalerne (se i kalenderen), og udover et på gensyn til alle deltagerne fra denne runde, så er der selvfølgelig også mulighed for at koble sig på her, hvis man har lyst til en weekend med rendyrket take-a-part fiskeri, og hvor man får chancen for at fiske mod nogle af de bedste.
Jeg ved der blev taget en del billeder fra weekenden, desværre ikke af mig, men hvis der er nogen der har billeder, og vil have dem på siden, så er i velkomne til at maile dem til mig på s001852@gmail.com, så kommer de online hurtigst muligt.
Resultatet kan ses i Resultatbanken.
Beretningen fra årets første landsholdsudtagelse er naturligvis meget farvet af min egen opfattelse af hvordan fiskeriet var, og der er sikkert andre som har opfattet fiskeriet anerledes. Under alle omstændigheder synes jeg dog at det var en fed weekend med godt vejr og halvsvært fiskeri.