På barbejagt i Weser

Efter sidste års IAM i Berlin har vi fået kontakt til en del tyskere, både direkte, men også inddirekte gennem Stipperforum/Champions-Team, som er det tyske svar på Medesiden.

Det var netop en af disse kontakter jeg gjorde brug af, da jeg egentlig gerne ville prøve at fange en af de der barber, en vild og voldsom fighter, og som tilfældigvis findes rundt om i de tyske floder. Jeg aftalte derfor med Andy, en englænder, bosiddende i Tyskland, at fiske et par dage med ham i Weser-floden, der løber i det område han bor i.

Selve turen var oprindelig planlagt til lørdag-søndag efter Kr. himmelfart, men da Andy’s makker skulle fiske en konkurrence om søndagen, ændrede vi planerne til fredag-lørdag i stedet, og hvor vi så om fredagen fiskede på Andy’s hjemmebane, Åen Ems, der løber lige forbi hvor han bor.

Jeg tog turen derned alene, mere af nød end af lyst, da der ikke var andre af dem jeg fisker med, der havde mulighed for at tage med. Jeg frygtede køreturen lidt, men det var egentlig ikke så galt, da jeg først kom afsted. Der var 530 KM til Weser fra odense, og det tog godt 5,5 time, hvilket inkluderede et par strække-ben-pauser og en optankning.

Jeg var derfor klar lidt over 8 fredag morgen i Rheda, og jeg mødtes med Andy på en tankstation et par hundrede meter fra hvor han bor. Først kørte vi på rådhuset, hvor jeg fik det tyske statstegn for 16 euro. Ikke det der 40-dages turist-fisketegn som i Slesvig-Holsten, men den ægte vare med foto og hele pivtøjet. Så nu kan jeg fiske resten af året i hele tyskland 🙂

Næste stop var den lokale grejpusher, Angelgeräte Wickerling, hvor vi skulle købe maddiker og fiskekort. Jeg gik en hurtig runde i butikken, men der var mest karpe-gear, og ikke rigtigt noget af interesse for mig. Vi fik en kop kaffe og en lille snak med ejeren. Tilsyneladende har alle tyskere engang været i Danmark, så jeg har hørt min del af gode historier om sommerhuse i vestjylland.

Nå, nu var det ved at være tid til lidt fiskeri, så henad kl. 10 kørte vi hjem til Andy, hvor hans kammerat Thomas ville hente Andy og hans grej. Vi kørte derefter til Ems, der mest af alt minder om århus å, i hvert fald på det stræk vi fiskede. Åen var ca. 10 meter bred, så der var ingen grund til at pakke hele take-a-parten frem, jeg nøjedes derfor med top 6. Der var en anelse strøm i åen, men ikke ret meget, og jeg pakkede derfor et 0,5 g Trabucco Pink frem (sort med en pink stribe). I tilfælde af at strømmen tog til, eller der kom større fisk ind, havde jeg også et 2,5g Trabucco R-Inox, og endelig et 4×14 Trabucco Lucifer bundet på 0,16 hele vejen igennem til en 12’er krog, til fiskeri ved modsatte bred.

Foderet var ret simpelt, 2 kg Gros Gardon fra Sensas. Som agn havde jeg 1½ liter maddiker, lidt orm, majs og nogle hamp som Andy havde kogt til os.

Mens jeg gik og pakkede det sidste ud, plaskede det pludseligt fra åen, og jeg kunne forstå at nu var vi åbenbart gået igang med at fiske, jeg fik derfor hurtigt lige pakket det sidste frem, og fik fodret op.

Det første kvartet gik egentlig ok, jeg havde pænt med skaller, og fik også en 2-3 døbel, dog ikke større end 20 cm, så ikke noget vildt her. Døbel minder lidt om rimter, bare endnu mere kompakte, og jeg tror gerne at en 3-4kg’s døbel trækker meget i snoren, hvis man får sådan en på. Der var fisk i den størrelse i Ems, hvor vi fiskede, der var for et par uger siden en der havde 6 kg døbel, fordelt på 2 fisk. Ikke dårligt.

Fiskeriet døde for mig, der var ingen fisk på pladsen, og hvis der endeligt var nogen, så var det helt nedstrøms, hvor jeg skulle strække mig lidt for at nå ned. Nå, jeg måtte op og se hvad Andy lavede, for han fangede da fisk. Jeg brugte et kvarters tid på at se hvordan han greb fiskeriet an, og fik spurgt lidt ind til forskellige ting som jeg kunne se han gjorde anerledes end jeg. F.eks. fik jeg nogle tips om hvordan, og ikke mindst hvorfor, jeg skulle løsfodre med hampefrøene.

Med fornyet selvtillid begyndte jeg at fiske igen, men der skulle gå ca. en halv time inden jeg fik fisk igen, men herefter blev det også kun bedre og bedre, og jeg kunne se at jeg begyndte at hale lidt ind på Andy, selvom jeg var håbløst bagud, efter at have siddet næsten 1 time uden fisk. Tricket var at løsfodre i hvert drev med 10-30 maddiker, og så fodre med forfoder for ca. hver 5. fisk, og på den måde fik jeg gang i en del fisk. Alt dette løsfoder løftede også fiskene fra bunden, så det var muligt at fange dem op til 50 cm over bunden, hvilket jeg også udnyttede, ved at holde kraftigt tilbage med det lette 0,5g tackel. Omkring kl. 17, efter små 6 timers fiskeri, var jeg godt brugt, efter at have været oppe kl. 3 samme dag, og jeg begyndte så småt at pakke sammen, mens Andy fortsatte med at fiske, da Thomas først ville hente ham omkring kl. 19. Efter at have pakket og smidt alt grejet i bilen sad jeg bare og snakkede Andy, mens han fiskede og vi ventede på Thomas. Der var flere ting der var forskellige fra hvad vi normalt ville gøre i DK, og det var rart at få et andet syn på hvordan man skal fiske i bestemte situationer.

Da Thomas kom, omkring kl. 19.30, pakkede Andy ret hurtigt sammen, faktisk så hurtigt at jeg flere gange stod og tænkte på hvornår det mon gik galt med hans pole, men lykkeligvis slap han for at træde på nogle kits, eller tabe et led i vandet, men det var tæt på flere gange. Vi havde snydt lidt, og haft et keepnet ude, selvom det egentlig ikke er tilladt i Tyskland, så vi kunne veje vores fangst. Andy havde 6,8 kg, mens jeg måtte nøjes med 4 kg. Ikke fuldstændigt vanvittige fangster, men der kunne måske godt lige have været en enkelt eller to bonusfisk imellem, men sådan skulle det ikke gå.

Vi kørte tilbage til Rheda, og jeg fik et værelse på det lokale motel, ikke noget fancy, men en god nats søvn og et hurtigt bad. Aftensmaden stod Andy’s kone for, kartoffelmos med schnitzler og baked beans, absolut ikke ringe. Vi fik snakket lidt om fiskeriet i Weser, og aftalte at mødes kl. 6 den efterfølgende morgen på den lokale Shell. Herefter smuttede jeg til mit motel og skulle indhente noget af det manglende søvn.

Vi skulle fiske i Weser i området omkring Petershagen, og da Andy og Thomas havde været på et lavvandet stræk et par uger før, uden det store held, havde de besluttet at vi skulle fisket et noget dybere stræk, op til 6 meter, i håb om at fiskeriet her var bedre.

Strækket så godt nok også lækkert ud, da vi ankom omkring kl. 7 om morgenen var der flere store fisk oppe at slå i overfladen, så vi var ved godt mod, da vi pakkede ud. Jeg havde på forhånd bestemt for mig at satse 100% på bolo’en, så jeg riggede et 10g slider til, og fik loddet dybden til omkring 5,5 meter ca. 30 meter ude, hvor jeg mente at tredje hylde var. Iflg. Andy lavede bådene nemlig sådan nogle hylder i bunden, sådan at første hylde var en dybde, nr. 2 en anden dybde og endelig 3. hylde, der var den sidste. Jeg prøvede at lodde dybden længere ude, men her var det samme dybde, så jeg regnede med at jeg fiskede på tredje hylde. Vi startede omkring kl. 9, også denne gang var Andy noget hurtigere færdigere end jeg var, og han nåede derfor at forfodre et godt stykke tid inden jeg kom ind i kampen. Foderet bestod af 2 poser Gros Gardon, 1 pose Riviere og 1 pose carpe fine, alle fra Sensas. Dertil 3 kg tungt ler. Vi har fisket en del med dette foder, da det er hvad vi har indkøbt til Slovenien, og en ting der slog mig, var at jeg denne gang manglede TTX-majs, og derfor klistrede foderet mere til fingrene.

I første drev mistede Thomas en aborre, så der var da fisk, mens Andy og jeg ikke så eller mærkede noget. Thomas fik derefter en skalle i ok størrelse, mens Andy og jeg stadig ikke mærkede noget, så vi fandt da i hvert fald ud af at fiskeriet var svært. Det var selvfølgelig ikke helt hvad vi havde forventet, og Andy kunne ikke forstå at der ikke skete mere, men det var nu engang de forhold vi havde denne dag ved Weser. Jeg var imponeret over mængden af vandsport der foregik i Weser på dette stræk. Der sejlede dels store fragtskibe, hvilket er forventeligt ved en flod i denne størrelse, men der var også masser af vandski og jetski på vandet, den var nok ikke gået herhjemme.

Da Andy og jeg har siddet 4 timer uden hug, og for mit vedkommende uden nogen indikationer overhovedet, kommer der en lokal medefisker forbi. Det første han spørger os om, er hvorfor vi sidder på dette stræk, alle fiskene er trukket op på det lave vand efter legen nu. Så ved man at man har lavet noget forkert… Nå, men det var jo ikke fordi der ikke var fisk, der var bare ikke så mange som for bare en måned siden, hvor de lokale konkurrencer normalt bliver vundet med omkring 30 kg i store skaller (2-800g). Andy tilbød den lokale, Udo, at prøve hans pole, for det var vist heller ikke helt rigtigt hvad Andy sad og lavede. Udo skulle herefter bruge ca. 5 minutter på at sætte krogen i den første skalle, en fin sag omkring 500g. Det er vist det man kun kan kalde imponerende.

Udo sælger forfangsmapper, åbenbart CNC-fræste lister i birk, monteret i alukufferter, og han var rimelig interesseret i at sælge nogle til DK, så jeg fik hans kort. Jeg er iøvrigt ikke helt skarp til tysk, så jeg misforstod ham, og troede først at han snakkede om at han havde fået email fra nogle i DK, der ville købe en forfangskuffert af ham, og så snakkede vi ellers forbi hinanden i omkring 10 minutter, hvorefter han gav op.

Nu så det jo ud til at han vidste en del om netop dette stræk af Weser, så jeg sørgede for lige at trække ham til side, og få ham til at vise mig hvordan bolo-tacklet skulle se ud. Først og fremmest havde jeg lidt for meget bly ved krogen, men det klarede vi ved at rykke det overskydende op til bulken. Afstanden mellem bulk og krog skulle være 60-80 cm. Den største fejl jeg havde gjort, var dog at jeg fiskede, alt, alt for langt ude. Jeg skulle kun lige have fisket ude bag den første række sten, dvs. på en afstand af omkring 15 meter max, af den simple årsag at det var her fiskene ledte efter mad normalt, og derfor her de opholdt sig. Jeg formoder at det samme kan gøre sig gældende i Sava i slovenien, altså at fiskene foretrækker visse spor fremfor andre, pga. mængden af mad.

Et andet tip som Udo gav os, var at fodre med store kugler, der var klemt hårdt. Årsagen var at de bare skulle til bunden, og så først bryde op her, og frigive de maddiker som så ville blive ført nedstrøms mellem stenene, hvor fiskene ville finde dem. Det virkede jo meget logisk, så foderet ikke blev skyllet væk for hurtigt, så resten af tiden blev der lavet nogle ret massive foderkugler.

Den måde Udo fiskede på kaldes “Tunken”, og i praksis sætter man flådet ca. 30 cm overdybde, og herefter holder man stenhårdt tilbage, med flådet ude af vandet. Man giver så modhug, når man kan mærke fiskene slå til agnen. Når man tunker kan man langsomt føre agnen op og ned i vandet, og ad den vej provokere fiskene til at hugge.

Jeg fiskede lystigt videre efter Udo’s instruktioner, men lige lidt hjalp det, ingen fisk, ingen suttede maddiker eller andet der viste tegn på at der var fisk i foderet. Omkring kl. 14.30 gav jeg op, de andre havde heller ikke fanget ret meget iøvrigt. Thomas havde fået en rimte omkring 1,5 kg, mens Andy havde fået en enkelt skalle selv, omkring 600g. Jeg pakkede derfor sammen og fik læsset bilen, inklusiv en stor fed nultur i Tyskland. Efter at have sagt farvel og tak for denne gang, til Andy og Thomas, gik turen hjemad.

Selvom jeg ikke fangede noget i Weser var turen ikke spildt, jeg mener i hvert fald jeg fik lidt mere styr på hvordan bolo skal fiskes, og iøvrigt fik nogle andre tips og indtryk med hjem. Det der imponerede mig mest, var den måde Udo satte sig ned og fangede en fisk på 5 minutter, efter Andy og jeg havde brugt 4 timer på at fange ingenting. Hvis det samme stræk lå i DK, så ville enhver medefisker med en normal forstand ikke fiske der igen, hvis man havde fanget ingenting i 4 timer. Det får mig lidt til at overveje om Vidåen i virkeligheden er et fantastisk fiskevand når strømmen dør ud, og det bare er os der er nogle kegler, der ikke kan finde ud af at fiske det rigtigt? Selvfølgelig ville jeg da gerne have fanget barber og en hel masse andet, men nu er der da lagt i ovnen til en ny tur, en anden gang. Måske kan Udo give lidt flere tips en anden gang, han havde helt sikkert masser af viden fra Weser, så jeg vil godt love at jeg vender tilbage en anden gang.