Træningsture til gudenåen
Jeg havde udnyttet et overskud af timer på flex-kontoen og taget fri man-ons i påsken. Nogle af dagene skulle bruges på at fiske i Gudenåen, og jeg tog derfor afsted søndag morgen, med en bil læsset til 3 dages fiskeri.
Jeg kom lidt sent afsted søndag, da jeg ikke havde tid til at pakke bilen lørdag aften. Det betød at jeg ankom noget senere end de andre til fiskestrækket mellem Vasen og motorvejsbroen, og at jeg derfor fik nedstrøms kant. Det kan man ikke være utilfreds med, da den kant normalt er helt suveræn. Det skulle vise sig at den også var det den dag.
Da jeg kom så sent, så fik jeg i hast fugtet 4 kg foder, og rigget 2 topkits op. Da de andre startede kunne jeg lige smide 4-5 store kugler i på 13-meteren, og så ellers få bundet et par tackler.
Fiskeriet var ikke gudenåen når det var bedst, de fleste havde ret langt mellem huggene, og jeg fangede heller ikke vildt meget på kanten, dog væsentligt mere end de andre. Fiskeriet var egentlig ikke voldsomt meget anderledes end normalt, bortset fra at der var færre fisk.
Efter endt fiskeri kunne jeg indvej 8,95 kg, hvilket jeg var godt tilfreds med.
Mandag satte jeg mig ved siden af lystbådehavnen inde i Randers by. Der er plads til et par mand, hvilket var rigeligt når jeg nu fiskede alene. Jeg startede egentlig på 13m, men da jeg satte et tackel allerede i 3. drev, så gik jeg ind på 11, hvor der ikke var lort på bunden. Fiskeriet gik lidt op og ned, afhængigt af tidevandet, og jeg kunne indveje 27,2 kg efter små 6 timers fiskeri. Jeg var godt tilfreds, da jeg havde fået prøvet mange ting af, så gjorde det mindre at der ikke havde været fuld fart på fiskeriet.
Tirsdag stod jeg lidt sent op, så jeg ankom først til Vasen omkring kl. 11. Efter at have fået styr på at pakke vognen, så gik det egentlig rimelig hurtigt med at komme ud til strækket. Jeg blandede igen 4 kg tørt, og så frem til at fange lidt fisk, men desværre var fiskeriet rigtig skidt og jeg måtte trække en kedelig 0-bon. Efter 1½-times fiskeri sagde jeg stop, pakkede sammen og kørte hjem. Øv!
Jeg regner med at fiskeriet mellem Vasen og Motorvejen bliver bedre i løbet af april, når vi får noget mere varme i vejret. Fiskene har ikke gydeknopper endnu.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!