Specimen Cuppen i Fiskeavisen 2011

    NY
  • 0

Fra 15. december 2010 starter den nye Specimen Cup i Fiskeavisen. Cuppen har de sidste år kørt ved Peder Lichtenberg, som nu har valgt at stoppe. Vi har derfor fået tilbudt at stå for de ferske sider og Cuppen, hvilket
vi har takket ja til. Vi er fulde af gåpåmod og engagement og ønsker, at vi med de ferske sider og cuppen kan skabe spændende læsning om specimenfiskeriet i Danmarks søer og åer.

Desværre har det virket som om, at opbakningen til og interessen for Specimen Cuppen de seneste år har været dalende, og det synes vi er synd. Cuppen er et oplagt sted at publicere den nyeste viden, de bedste fangster, de sjoveste historier – kort sagt, alt det vi specimenfiskere elsker at beskæftige os med.

Vi håber med denne mail at kunne puste nyt liv i Specimen Cuppen og dermed få skabt et fællesskab omkring specimenfiskeriet i Danmark, hvor alle udøvere indbyrdes kan bidrage med deres fangster og samtidig blive inspireret af andre.

Måden, man kan bidrage til de ferske sider på, kan fx være velskrevede og informative fangstrapporter, som læserne kan få noget ud af at læse. Vi har kendskab til, at der bliver fanget masser af flotte ferskvandsfisk i Danmark hele året rundt, så lad os endelig høre om jeres fangster! Vores ønske er, at flere rapporter fra specimen-Danmark vil kunne inspirere
spirende lystfiskere og lystfiskere, der måske har glemt, hvor dejligt specimenfiskeri kan være. Vi tror også, at vi som aktive specimenfiskere kan være med til at inspirere og forny hinandens fiskeri. Opfattelsen af hvornår en fisk er stor kan variere fra person til person, men hvis du har fanget en fisk, du er glad for og stolt af, vil vi meget gerne høre om den. Vi er klar over, at et supervand kan være som et hjertebarn, og
derfor har vi forståelse for hemmeligholdelse af de vande fangsterne kommer fra, hvis du ikke ønsker at offentliggøre dem.

De manglende tilmeldinger til Specimen Cuppen kan meget vel skyldes, at præmierne ikke altid stemmer overens med det fiskeri, der dyrkes efter de 12 cup-arter. Derfor er det vores plan både at få flere præmier ind i konkurrencen, men især også lave præmierne mere relevante fx ved at opdele præmier i predator-, karpe- og fredsfiskepræmier. Derfor vil vi også
påminde alle om, at jo mere gang der er i cuppen, jo nemmere bliver det for os at få flere og bedre sponsorpræmier. Vi er for tiden i gang med at forhandle om næste års præmier, men i Fiskeavisen nr. 1 2011 vil det være klart, hvilke præmier der er tale om. Ellers er du meget velkommen til at skrive og spørge.

Da dette er vores første år som redaktører på de ferske sider, vil vi afprøve nogle forskellige tiltag og initiativer. Har du spørgsmål, ris/ros eller inputs, må du meget gerne skrive. Vi håber, at du vil være med til at skabe mere fokus på specimenfiskeriet i Danmark og fiskeriet i de ferske vande.

Mange hilsner fra Lasse og Jeppe Højrup, specimen@fiskeavisen.dk

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.