På fisketur i UK
Når man nu ikke har holdt sommerferie i 2010 pga. et års sygdom i forbindelse med et trafikuheld på vej hjem fra en fisketur, så trænger man at komme ”lidt ud”!
Det var derfor med Fruens (”She who must be obeyed”) velsignelse, at jeg sammen med en god fiskeven drog afsted til færgen fra Esbjerg for at tage på en uges fiskeri i en ”Commercial Fishery” med tilhørende B&B i Norfolk i England. Stedet hedder ”Bartles Lodge” og ligger i Elsing, en lille by med 300 indbyggere, ca. 25 km vest for Norwich. Næste ”større” by hed Dereham.
Stedet var vel udvalgt fra nettet, efter at have kigget på mange forskellige muligheder.
Jeg har en del erfaring med (karpe-) fiskeriet derovre fra flere tidligere ture derhen – dog noget længere nordpå i England.
Vi var derfor forventningsfulde om det ville være lige så godt dér.
B&B havde fine udtalelser fra tidligere gæster – selvom man naturligvis skal tage det med et gran salt!
Helt galt kunne det dog ikke gå, da der lå en pub 150 meter derfra! – VIGTIGT!
Kammeraten, som var ledsager på turen, og som lagde bil til, er én som jeg tit har med og som jeg ”forsyner”(låner) med fiskegrej, når vi er af sted. Hele bilen var derfor læsset med mit grej, men til 2 personer. Så ved man også at man har sørget for det hele.
Han klarer sig hæderligt på fisketurene om end på hyggeplan og bestemt ikke med pole!
Færgeturen derovre var fint – godt mad og drikke, som vi kender det – fed musik, og så til køjs til den store dag.
Stedet ligger en 25 vest fra Norwich og tager en 1½-2 timer at køre. Ideelt med en god GPS er, at man bare taster SAT NAV kode ind og man kører direkte til hus døren!
Problemet var bare, at vi ikke kunne forstå, at dette kunne passe. SÅ små veje kunne da ikke føre til en Bed and Breakfast med tilhørende 3 søer? Endda forbi et større asfaltarbejde på en 1½ vejbanes lille landevej. Kragene havde i hvert fald ikke fundet dertil – dog mange skader, og de er jo dumme.
Men tager man bare for givet at SAT NAV koden og GPS’en virker går man altså ikke helt forkert i England! Efter en samtale med postbuddet, som også skulle forbi vejarbejdet, vidste vi at vi kørte helt rigtigt.
Stedet ligger meget fredeligt og vi ville finde ud af, at der endda ikke var dækning på mobiltelefonen med mindre man stod et helt bestemt sted.
Vi havde i forvejen fundet en adresse – og GPS kode til en rimelig fiskeforretning i en lidt større by 10 km derfra, så efter at have tømt bilen for fiskegrej og ”personlige ejendele” kørt vi til forretningen for at ”proviantere”. Købe det nødvendige for det næste par dage, såsom pellets, pellets, pellets, Paste-mix(en slags meget fin forfoder, som blandes med vand til en fiskedej til på krogen, som karperne kan lide), noget fiskegrej, som jeg hjemmefra havde fundet ud af jeg manglede (Impuls-køb gælder også her!) og så var vi klar til næste dag. (Fyren i grej-forretningen blev glad, fordi vi besøgte ham 3 gange på turen!)
Jeg havde i forvejen bestilt en ny 13 meters med ekstra topkits hjemmefra til forsendelse til B&B, som stod klar, da vi ankom, så jeg fik hurtigt rigget et powerkit med 14 elastik til fiskeri efter karpe.
Næste morgen – morgenmad kl.08.00. Vækkeuret sat til kl.07.00 – troede jeg!
Der er jo en tidsforskydning i England på 1 time, og det var godt nok ordnet på armbåndsuret – dog ikke på vækkeuret! Så der blev en ekstra time inden da, som blev benyttet til at kigge på de 3 søer, som lå lige bagved B&B. (Vi havde dagen i forvejen besluttet, hvor vi ville fiske hen den første dag – helt beskeden!!! – i den sø, hvor de største karper var!)
For at gøre en længere historie kort, så var det noget af et ”wake-up call” at slutte dagen med et ordentlig læs skaller og 1 stk 750 grams brasen til mig, lidt skaller til min ven og også 1 karpe til ham og 1 mistet.
Jeg så aldrig en karpe. Så slukøret blev det hurtigt besluttet at vi ville give det et forsøg mere om aftenen efter aftensmaden i én af de andre søer, med kort flådstang under kanten, hvilket heldigvis resulterede i 5 fangede karpe til mig og også et par stykker til min ven. Så nu var vi i gang.
Næste dag blev derfor henlagt til aftenens sø på en anden plads, so faktisk lå lige udenfor vinduerne fra dér, hvor vi sov (Vi havde booket 2 enkelt værelser, så vi havde lidt privatliv også!)
Resultat var at jeg fik 13 karper, min ven 1! Polefiskeri er meget mere præcist, både hvad præsentationen og fodring angår, og det gjorde udslag. Jeg fik også en brasen på 1,25 kilo.
De følgende dage flyttede vi lidt rundt indtil vi fandt 2 pladser, hvor vi følte os tilpas. Dér fangede vi også en del karpe op til ca.3.2 kilo – hårdt fightende fisk, slanke, men runde – mest skælkarpe, men i alt fangede jeg dog 10 spejlkarper i den tid vi var der.
Fiskeriet skiftede lidt pga. at vandet ikke var varmet ordentlig op endnu. Det skete først de sidste par dage vi var der.
En enkelt dag ville jeg dog prøve i søen med de lidt større fisk op til ca. 10 kilo, men det blev igen kun ved en hel masse skaller, selvom pladsen var velvalgt, synes jeg.
Efter at være flyttet lidt længere hen i søen fik jeg et par stykker op til en 3 kilo under kanten på franskbrød og på flådstangen. Jeg prøvede også med method-feeder, fik hug 2 gange på et stykke ”Bierwurst”, men pga. for tynd forfang smuttede de igen. ”PING”
Efter sådan en dag trænger man til fisk igen.
Så sidste dag tog jeg mig så sammen og prøvede på den plads, hvor jeg egentlig ville have fisket hele ugen.
Dér fangede jeg så 22 karpe, men jeg kunne nok have haft 50 med alle de bid, mistede fisk, fejlkrogede fisk osv.
Kanten foran mig var ”levende” med karpe, som jeg fodrede ind med små 2mm pellets, men de var svære at fange!
Jeg fiskede med ”paste”, og pellets.
Noget, som virkede ind i mellem helt utrolig godt var kattemad fra dåse og helst med kødsmag. De små stykker, som ligger i en lage eller gelé og lugter fælt! Det var karperne ligeglad med, og hvis de først fik nys om det, kunne man prøve hvad som helst andet krogagn uden at få bid! Kun kattemad duede så.
Det blev derfor også min kammerats redning et par dage, for ellers havde han ikke fanget noget dér.
Det er et meget spændende fiskeri, fiskene er ikke krogsky, dog kan små flåd anbefales, fordi der generelt ikke er ret dybt sådanne steder.
Glem alt om forfodring med almindelig foder! Hvis der er skaller, er det det eneste du får. Karpe fodrer man med pellets – helst små 2-4mm. Majs er kun en nogenlunde agn. Bløde 6-8 mm pellets, kattemad(hvis tilladt!) ”Paste”, franskbrød – sommetider.
Jeg kan varmt anbefale en fisketur til UK. Sidde og fiske i en sø, hvor du ved, at der garanteret er flere tusinde karpe i, som ”bare” skal fanges er meget spændende. Det er som regel ikke store fisk man fanger, men på let grej er de herlige fightere, som bare ikke giver op.
Elastik mindst størrelse 12 – bedre 14!-anbefales. Tackler lavet af 0,16 uden forfang med ALTID kroge uden modhager. Ejeren kom direkte og kontrollerede de nyankomne lystfiskeres kroge, og hvis det ikke var i orden, blev man bortvist! De må ikke være fladtrykte, men skal være produceret som uden modhager. Disse fisk bliver fanget mange gange, og vi så enkelte grelle eksempler på, hvad der kan ske, hvis man bruger modhager. Munde, som næsten var helt lukkede og helt deforme!
Det med kroge uden modhager er normal i hele England! Det kunne man lære noget af. Man mister ikke flere fisk, og afkrogning er meget nemmere!
Mange steder anbefales at bruge afkrognings måtte. Keepnet er kun tilladt i konkurrencer, som afholdes hver eneste weekend flere steder og nogen gange/steder også nogle hverdags aftener.
Lørdag/Søndag kan der være fuldt optaget, så dér skal man være tidlig oppe.
Vi var måske lige tidlig nok til at fange rigtig mange fisk. Bedre er nok fra midt i juni og så frem til en gang i september, mens vand temperaturen er højest!
Der er simpelthen fangstgaranti efter karpe, fordi der er så mange fisk i disse søer. Tro dog ikke, at det er nemt! Der skal stadigvæk arbejdes for det.
Der købes dagkort på stedet, og for gæster af B&B var der rabat!(£30 for 7 dages fiskeri mod £7 per dag normal!)
I England skal man have et fisketegn, som herhjemme, som kan fåes for 8 dage/ 1 år- koster £10 for 8 dage.
Nu ser jeg frem til næste fiskeferie – næste år igen? Man bliver helt afhængig og karpefiskeri med TAP er noget af det ypperste.
Hvis der er nogen, som efter at have læst artiklen, har lyst til at arrangere en tur derovre og mangler hjælp dertil, hører jeg det gerne.
Som tilføjelse kan jeg sige, at jeg har regnet ud, at jeg fik i alt 83 karper på denne tur. Kunne have været bedre, men det var lige tidlig nok til større antal.
jeg glemmer aldrig min egen tur til UK. det lyder som om at i har haft en god tur, dog lidt få karper men man kan bare ikke klage over det;)
der er noget specielt over at fange karper på tap
Det er nu også dén tur, hvor jeg har fanget færrest karper i UK. Nogle gange fanger man indtil 40-60 karper per dag! Og også større fisk. Men jeg klager ikke. Det var en absolut fin afveksling fra det hjemlige fiskeri med 14″ elastik og flex på polestangen – og ikke af en gedde, som har hugget på en fanget skalle! Det må vi gentage igen i fremtiden. Man bliver afhængig af det. Jeg tror at du Gnalling er enig med mig i dette!