Jeg fanger 30 kg! – kapitel 4.
2 minutter og 53 sekunder skulle der gå inden Claus – smækfuld af selvtillid efter sidste weekends DM – landede den første brasen. Efter den første time havde endnu 9 brasen gjort den selskab, i hans keepnet. På dette tidspunkt, regner Claus med at have ca. 7 kg., og hans målsætning om at fange 30 kg. lever stadig.
Det er 4. afdeling af Sorøs klubmesterskab, som i anledning af junior-DM, er henlagt til Pedersborg sø. Der er deltagelse af 3 juniorer (plads 1-3) og 5 seniorer. Vi har i sommerferien med accept fra Stiftelsen Sorø Akademi, ryddet/genetableret et antal standpladser, så det igen er muligt at holde medekonkurrence i søen.
Ud over Claus, kan vi høre at også Franz fanger brasen i starten af konkurrencen. Vi andre må nøjes med skaller, aborre og flire. De fleste fisker 3-7 meter pole, men et enkelt lille forsøg på match og lidt TAP (der dog besværliggøres af de mange løbere på stien lige bag ved) bliver også prøvet.
Efter 2½ time, hvor der ikke sker så meget hos mig, går jeg en tur og tager billeder. Det virker umiddelbart som om at Claus fører stort, med sine 10 brasen, mens Peter og Franz med henholdsvis 5 og 4-5 brasen, kæmper om andenpladsen. De tre juniorer, Benny og jeg har ikke set skyggen af brasen, men fået en del skaller.
1½ time senere, kan vi gøre resultatet op. På plads 1 har Laurits klaret det rigtigt godt. Der er ikke kommet brasen, men han har haft et stabilt skalle-fiskeri, med en del flirer, hvilket giver ham en placering som nr. 2 blandt juniorerne.
Ved siden af sidder den forsvarende juniormester Mathias og har det svært. Han får aldrig gang i fiskeriet og ender på den kedeligste plads.
Næste dreng er Frederik, der på nær en ½ time, har kørt jævnt med skaller ind på 7 meter pole, krydret med en enkelt bonus rudskalle på 400 gr. Med det har han godt 1 kg mere end Laurits.
Dagens højeste antal fisk kommer på næste plads. Her sidder Benny, der følger op på sidste uges gode 1. dag i Blue Rock og fanger flest fisk. Desværre for ham, er der ingen brasen (eller stør) imellem, og de mange fisk giver kun en fjerde plads blandt de 5 seniorer.
Den sværeste plads har Franz. Inde mellem træerne kan han kun lige løfte en 6 meter pole, og selv med 5 brasen i nettet, mangler han en del skaller, for at være med i kampen.
2 tons klippede orm til trods, lykkes det ikke for Claus at holde på sine brasen. Den første time gav ham 10 brasen, de næste 3 timer gav 0 brasen. Til hans forsvar skal nævnes, at han satsede benhårdt på brasen, og stort set ikke brugte andet på krogen end orm. Alt forfoderet var således også fyret i søen efter 3 timer. Med sine knap 30 kg, blev det til en 3. plads.
På plads 7 sad undertegnede, meget tavs og fuldstændig til grin. Massere af brasen til begge sidemænd, og ikke skyggen af slim til mig. En god sidste halv time, med 6 brasen skulle dog give mig håneretten over Claus.
Nedstrøms kant i søen var Peters (der var en kraftig understrøm mod venstre). Fra denne plads kunne han den sidste time rykke fra alle andre i feltet, takket være mange brasen. Med over 15 kg. og endnu en førsteplads, ser det godt ud for den mangedobbelte klubmesters titelforsvar.
Resultatet blev:
Plads 1: Laurits Sloth (J) 4,560 kg.
Plads 2: Mathias Machholdt (J) 1,100 kg.
Plads 3: Frederik Pedersen (J) 5,860 kg.
Plads 4: Benny Kristensen 6,700 kg.
Plads 5: Franz Thomsen 5,300 kg.
Plads 6: Claus Jakobsen 7,460 kg.
Plads 7: Bo Pedersen 8,760 kg.
Plads 8: Peter Machholdt 15,400 kg.
Dette var den første medekonkurrence i Pedersborg sø i rigtig mange år, og fangsterne skuffede lidt. Vi havde håbet på en gennemsnitsvægt omkring 10 kg, men måtte nøjes med knap 7 kg. Ligeledes var det også kun halvdelen af pladserne der gav brasen.
Vi gør et nyt forsøg om 14 dage, inden søen forhåbentligt topper til junior-DM om tre uger.
Bo P.
Det lover da godt til det kommende junior-DM, 7 kg i snit er bestemt godkendt.
Derudover synes jeg at du, Bo, skulle droppe kuren. Du er jo som en streg i luften på billedet.