Junior DM i medefiskeri 2014

Ikke siden 1992 har Bellinge Medeklub haft et hold med til Junior DM, så da vi igen begyndte at få juniorer i klubben i 2013, blev vi (Ulrik Møller og undertegnede) enig om at ligge billet ind på Junior DM 2014.

I første omgang havde vi valgt Odense Å og Skovsøen i Odense som konkurrencevand, idet det ligger tæt på hvor vi bor, men sådan skulle det ikke være. Vi fik nemlig kontakt med Kolding Sportsfiskerforening, der var interesseret i at få gang i noget mere medefiskeri i klubben og de fik hurtigt en tilladelse til, at vi måtte fiske Junior DM i Kolding Slotssø.

Kolding Slotssø var et sted vi fiskede konkurrence i tilbage i 1980’erne og et testfiskeri i foråret viste at søen var fyldt med store rudskaller, vi havde endvidere fået lov til at lån Kolding Sportsfiskerforening’s store klubhus, således at vi alle kunne sove og spise et sted – det var bare super.

Hen over sommeren kom der dog et problem, idet vandplanterne i slotssøen voksede meget og dækkede mere og mere af søen og umuliggjorde fiskeriet. Nu var gode råd dyre, men heldigvis fik vi snakket med Kim Koed fra klubben og Ole Haugnes fra Vamdrup, der på kort tid hjalp os med at finde 2 nye vande nemlig Bønstrup og Søgaard Sø, der begge ligger i nærheden af Kolding.

I år var der i alt tilmeldt 21 fiskere til junior DM – et tilfredsstillende resultat, idet juniorerne har det med at blive ældre og rykke op som senior. Holdene kom fra Sydvestjysk Sportsfiskerforening, Odense Sportsfisker Klub, Bellinge Medeklub, Sorø og Team Ishøj + en individuel fra Kolding Sportsfisker forening.

Om fredagen kom de fleste af deltagerne til Koldings klubhus, hvor vi skulle trække lod om i hvilke søer de forskellige fiskere skulle sidde om lørdagen, derefter blev der ordnet grej og pakket trailere og der var først ro i hytten kl. 23.00.

Om lørdagen vågnede vi til et dejligt vejr – tørt, sol og en del blæst og alle var spændt på fiskeriet. Der blev spist morgenmad og smurt madpakker inden der skulle trækkes lod. Lodtrækning sker ved at hvert hold trækker et holdkort med 4 forudbestemte standpladser, dette gør lodtrækningen hurtigere og sikre at holdene bliver spredt ud i sektionerne på en mere retfærdig måde.

Fiskeriet om lørdagen var meget forskelligt i de 2 søer. I Bønstrup Sø skulle man fange nogle af de store brasen optil 2 kg for at vinde og i Søgaard Sø gjaldt det om at fange så mange skaller som muligt. Der blev primært fisket med 4-7 meter teleskopstænger og bundmedestænger og de 21 juniorer fangede i alt 126 kg = 6 kg. i gennemsnit på de 4 timer som konkurrencen varede.

Efter lørdagens fiskeri var resultaterne som følgende: Nr. 1 Team Ishøj med 8 point, nr. 2 Bellinge Medeklub med 9 point, nr. 3 Sorø med 12 point, nr. 4 O.S.K. med 16 point og som nr. 5 mixholdet fra Sydvestjysk Sportsfiskerforening og O.S.K. med 17 point – altså meget tæt og alt kunne ske.

Lørdag aften var der 20 juniorer og 8 senior medhjælpere til fællesspisning, der blev serveret hotdogs og kage til dessert. Der blev snakket og hygget på tværs af klubberne og der var en rigtig god stemning. Endnu engang til Kolding Sportsfisker Forening for lån af deres klubhus.

Søndag morgen var det tidligt op til en vejrudsigt, der stod på regn og blæst. Efter lodtrækningen om standpladserne var vi var lige ved at komme for hurtigt afsted, idet Andreas fra O.S.K. blev låst inde i huset, men heldigvis opdagede vi ham inden vi kørte !!

Fiskeriet om søndagen var endnu bedre end om lørdagen eller også havde deltagerne fundet ud af hvordan søerne skulle fiskes, de fangede ikke mindre end 170 kg = 8 kg. i gennemsnit. Jeg vil gerne rose alle juniorerne for deres koncentration, gå på mod og fiskeegenskaber, de var virkelig dygtige alle sammen.

Indvejningen foregik samtidig i begge søer og det skulle vise sig at blive uhyggeligt tæt, idet Team Ishøj blev nye Danmarksmester for hold med 18 point, mens Bellinge Medklub blev nr. 2 med 19 point, Sorø blev nr. 3 med 22 point, O.S.K nr. 4 med 28 point og Sydvestjysk Sportsfiskerforening/O.S.K. nr. 5 med 35 point.

Individuelt blev Mathias Jensen fra Team Ishøj med 2 point og 15,90 kg, nr. 2 blev Christian Møller fra Bellinge Medeklub med 3 point og 12,505 kg, mens Mikkel Mastrup fra O.S.K. blev nr. 3 med 18,03 kg.

Den samlede resultatliste vil komme til at ligge i resultatbanken på www.medesiden.dk på et senere tidspunkt.

I 2015 vil der igen blive arrangeret Junior DM, denne gang øst for Storebælt – såfremt der er nogle der har tid og lyst til at arrangere dette skal ansøgning sendes til medesektionen inden medemødet i November 2014. Vi har endvidere snakket om at lave en Junior Camp i Jylland, hvor alle juniorer der kunne have interesse i medefiskeri vil være velkommen – følg med her på www.medesiden.dk, hvor oplysninger om tid og sted vil blive offentliggjort.

Bjarne Johansen – Bellinge Medeklub

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.