8. Søndags Cuppen – Skovsøen
Endnu en dag med Søndags Cuppen er gået, og denne gang var det 8’ende gang vi mødtes til en venskabelig dyst. Dermed blev det altså den sidste gang, hvor alle vores point fra dagens afdeling tæller. Hvis altså man har været med alle gange ;). Ellers skal vi de sidst 4 gange ”finpudse” vores score i den samlede stilling og så småt kan vi se enden på en god sæson med Cuppen.
Nå men, dagens vand var for en gangs skyld ikke Odense Å, selvom vi jokede med at Jesper uden tvivl alligevel ville trække campingpladsen i Odense Å ;)… Nej, vi skulle fiske i Skovsøen, der dog ligesom Odense Å har massere af tilskuere og løbere. Den helt store forskel er så bare at i skovsøen er der en markant større andel fisk at fange. Faktisk er det en kæmpe underdrivelse.
Vi var dog ydmyge ved dagens konkurrence, og vi ville egentlig bare gerne fange mere end ved sidste afdeling (Meget mere, tak).
Vi mødtes som aftalt kl 9:30, og de fleste også en hel del før til en god snak og udlevering af maddiker, som var blevet nusset og plejet af en god herre fra Als. Ud over disse maddiker var vi 10 deltagere, 3 juniorer og 7 seniorer. Blandt andet havde vi æren af at være i selskab med et par af de nykårede danmarksmestre .
Lodtrækningen foregik i god ro og orden, men det ville ikke have været en god dag uden at Kåre trak kant som vanligt, så selvfølgelig trak han kant.
Efter lodtrækningen bar alle mand grejet ud til pladserne. Eller næsten alle. Kærgaard havde i dagens anledning fået lavet et aggregat, som kun meget få i hele verden ejer. Nemlig en grejvogn med elmotor. Jeps, elmotor. Og ja den har et navn, han kalder den ”Viggo”. Selvom Viggo og Teslas motorer er bygget efter samme princip og ideal, så støjer Viggo trods alt lidt mere. Det er altså blot en ”prototype” ;)! Lille video her https://youtu.be/bmvIgrbEj8M
Efter at grejet var båret ned, Viggo parkeret og folks latter havde lagt sig, så gik vi i gang med at pakke ud så vi var klar til start kl 11.
Dagens udvalg af stænger var primært 4-5-6-7 m pole, men også TAP, feeder og match kom i brug. Udpakningen gik dog rimelig smertefrit og alle var klar til tiden.
Det så ud til, at fiskeriet startede godt hele vejen rundt, og de fleste havde jævnt med fisk på pole. Det var dog primært den første time at der var fisk på alle pladser. Herefter var der 1-1,5 time, hvor folk fandt hist og her, og specielt var ret mange aborre at fange hvis ikke skallerne og skimmersne var på pladsen. Eksempelvis havde TK 40-50 aborre, og jeg havde vel ca. 30. Derudover fik Kåre en suder, så han hedder nu ”Kantfiskeren Suder-Kåre”.. Jeps det bliver lidt svært med tiden.
Hos juniorerne forlød det, at det i den første halvdel af konkurrencen var rimelig tæt, eftersom alle mand havde fået en skimmer/brasen eller to hver. Herefter stod det dog klart, at Rasmus ville blive dagens vinder, da han fik gang i ”Busk”-brasenerne.
Hos seniorerne var der trods alt lidt mere spænding eftersom den sidste halvanden time gav fisk til alle mand om end specielt Jesper og Killerhork (Rene) sad i en markant mere fiskefattig del af søen.
Det samlede resultat blev:
Navn: Plads: Vægt: Placering:
Jesper Larsen 1 0 7
René Christensen 2 2,75 6
Casper Kærgaard 3 7,25 3
Søren Lindegaard 4 5,86 4
Torben Kay 5 5,1 5
Morten Kirkegård 6 11,82 1
Kåre Hermansen 7 10,20 2
Andreas Larsen J1 4,49 2
Rasmus Fuglsang Røge J2 15,34 1
Mikkel Fuglsang Røge J3 2,52 3
Dagens finurlige detalje var både, at Viggo tiltrak sig RIGTIG meget opmærksomhed, da Kærgaard slentrede forbi et propfyldt ishus, men også at en gammel dame ønske mig fortsat god jagt… Den har jeg alligevel aldrig hørt før.
Ellers er der bare at sige tak for en god dag med vildt godt vejr, godt selskab og gode resultater ;)!
Vi ses om 14 dage i Jels. (Obs. Vi har nævnt ved dagens konkurrence, at hvis man ønsker det, kan vi måske snakke om noget overnatning fra lørdag til søndag, og at vi så ville bestille nogle pizzaer lørdag aften…)
/Morten
ps. Viggo kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=bmvIgrbEj8M&feature=youtu.be
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!